
Aros Akademi for Magi er Aarhus’ skole for magi, hvor de fleste aarhusianske magikere har fået deres uddannelse, da de var mellem 9 og 15 år gamle. Her har de lært om magiske emner som alkymi, stridsmagi, bæstologi, semiotik og meget mere.
Når du skaber din karakter, er det en god idé at tænke over, hvordan din karakters skoletid var, og hvor længe siden det er, at din karakter gik der. Tiden som elev på Aros Akademi er en tid, som mange magikere holder af, da det for mange er her, de har skabt deres magikeridentitet. For de fleste har det stor betydning, hvilket hus de tilhørte på skolen, da det er en stor del af deres sociale kreds.
Aros Akademi er en gammel skole, som har eksisteret lige så længe som der har været magikere i byen. Nogle mener endda, at den er ældre end byen selv. Flere huse er kommet og gået gennem tiden, men i de sidste 500 år har der kun været fem huse, som har relevans i dag. Fire af dem er alment anerkendte huse, mens det femte hus er tabu og anset som ondt. Det har været nedlagt siden 70’erne.
Til ÅMS tror folk ikke på nogen guder, måske på nær af dragen Fafner, hvis man kan kalde den en gud. Derimod har husstifterne en status som mytiske helte fra fortiden. Stifterne levede ikke samtidig, men har hver deres fortællinger fra deres tid, som stadig bliver genfortalt i dag som vejledning til, hvordan man bør leve sit liv. Alle stifterne var rektorer på skolen, da de stiftede husene, og derfor handler historierne ofte om, hvordan de påtog sig denne opgave. Som spillet starter, er der nedskrevet meget lidt om stifterne. Du er velkommen til at finde på nogle selv og skrive det ned, så de kan komme på hjemmesiden og blive canon!
Til ÅMS vil dit hus have den relevans, som du og de andre spillere vælger at give det. Fra arrangørernes side opfordres du til at omfavne dit hus, som din anden sociale kreds ved siden af din familie. Det kan give noget variation til dit spil. Herunder kan du læse lidt om de fem huse.

Stifter: Gunrak Den Røde
Stiftelse: Tidl. middelalder
Huskvalitetet Intuition, Mod, Retfærdighed
Hus Sleipnir er kendt for sine vogtere, bæstologer og dommere. En magiker fra dette hus vil ofte have en stor retfærdighedssans. Sleipnir-magikere har det med at rode sig ud i problemer, fordi de stoler på deres mavefornemmelse og står op mod urimeligehed. Mange i hus Sleipnir får i løbet af deres liv nedskrevet en form for kodeks for, hvilke værdier de står for og vil beskytte. Sleipnir er normalt også anset som det mest fysiske hus og bliver dygtige duellanter og sportsstjerner.
Gunrak den Røde var i sin tid en kontroversiel rektor, da han ændrede mange ting på Aros Akademi. Han blev valgt af samfundet til at styre skolen på grund af sit omdømme som en af verdens dygtigste stridsmagikere. Han var striks, men mange anså ham også som retfærdig. Skolen var på dette tidspunkt spredt tyndt og havde mere end 10 forskellige huse, hvoraf de fleste stod for så lidt, at det var umuligt at finde hoved og hale i det. Gunrak bandlyste de fleste af husene med henblik på at skabe mere retning, hvilket han ikke blev synderligt populær af hos det magiske samfund i byen. Hans resultater var dog ubenægtelige, da det faktisk lykkedes ham at få skolen ind i en ny guldalder, som fødte mange kendte magiske akademikere, som stadig citeres for deres arbejde i dag.


Stifter: Harald Sølvhøj
Stiftelse: 1960’erne
Huskvalitetet: Nysgerrighed, Udvikling, Empati
Hus Ratatosk er kendt for sine alkymister, teknomansere og sjælevandrere. Dette hus er det klart nyeste hus på Aros Akademi, og nogle af de ældste i samfundet kan huske tiden, før det blev stiftet. Harald Sølvhøj var en indflydelsesrig og karismatisk åndemager, som brugte meget tid på at udforske relationen mellem magikere og spektrale væsner. Harald var den rektor på skolen, som for første gang tillod mundanfødte at gå på Aros Akademi. Han døde dog også relativt ungt, da han blev slået ihjel af Saxild Sodborg fra hus Lokir tilbage i 1970, efter han banlyste hus Lokir. Ratatosk er på mange måder stadig ved at finde sit fodfæste i det magiske samfund, og nogle af de ældste magikere tror måske stadig ikke på, at huset vil overleve, fordi huset optager så mange mundanfødte. Denne nedladende tone om huset er for nogen meget samlende internt i huset, men andre tager afstand fra deres tid i Ratatosk det øjeblik de slutter på skolen. Når Ratatosk-magikere mødes, er det dog ikke unormalt for dem at dele oplevelser og sammen udvikle og skabe nye kreative og innovative idéer.


Stifter: Agathe Egå
Stiftelse: Vikingetiden
Huskvaliteter: Visdom, Snilde, Solidaritet
Hus Hugin er kendt for sine spåkoner, undervisere og filosofer. Det er huset for visdom og snilde, hvorfor de ofte tager sig god tid til at tænke over tingene. En typisk Hugin-magiker tager sig sin tid, før de træffer store beslutninger, da det er vigtigt at have set en sag fra alle sider. Hugin er kendt for deres solidaritet, da de nogle gange har påtaget sig rollen som samfundets etiske vogtere. Det er ikke unormalt at Hugin-magikere samles for at diskutere etikken bag magi og om noget magi bør holdes væk fra den almindelige magiker.
Huset blev stiftet af Agathe Egå, hvis spøgelse siges at vandre omkring ved Egå Engsø. Det siges, at hun engang ofrede sig selv for at redde Aarhus fra dragen Fafner, der sover under Aarhus. I dag kan medlemmer af hus Hugin godt finde på at besøge Egå Engsø, når de står over for store udfordringer, for at søge visdom fra Agathe.

Stifter: Jernsaxa Moesgaard
Stiftelse: Skolen stiftelset
Huskvalitetet: Kløgt, Tradition, Individualitet
Hus Fafner er kendt for sine bureaukrater, historikere og arkæologer. Det er det ældste hus og blev stiftet sammen med skolen for længere tid siden end nogen har historiske tekster for. Der er faktisk så lidt materiale, at flere teorier går på, at Jernsaxa selv destruerede det for at skjule over magiske hemmeligheder og farlig magi. Man ved meget lidt om Jernsaxa, men mange antager, at hun var en meget magtfuld magiker, der havde kendskab til forbudt og glemt magi, men har taget sin viden med sig i graven.
Medlemmerne af hus Fafner samarbejder ligesom mange andre huse, men ofte med mere selviske intentioner. Det skal mere anses som et netværk af vigtige kontakter, som kan hjælpe hinanden med at nå nogle mål. Fafner-magikere har også nogle ritualer, som de sammen udfører og har gjort siden de startede på skolen. Traditionen er vigtig for dem. Det er ikke helt forkert at kalde dem en slags networking kult.

Stifter: Lurifax Brand
Stiftelse: Skolens stiftelse?
Huskvaliteter: Grådighed, Uovervindelighed, Magt
Hus Lokir er et hus for dem, som kun tænker på sig selv og deres egne interesser. De er grådige, magtsyge og hensynsløse. De har fået deres navn efter Lokir, den listige gud, der forrådte de andre guder i nordisk mytologi..
Hus Lokir er et forbudt hus på Aros Akademi. Det blev lukket ned i 1970, efter at Saxild Sodborg, en nekromancer fra hus Lokir, forsøgte at overtage det magiske samfund med magt. Det samlede magiske samfund i hele Danmark formåede at overvinde ham, men ikke uden tab.
Saxild Sodborg lever stadig som et slags skyggevæsen, låst inde i vogternes fængsel hos magiministeriet. De fleste af hans følgere blev slået ihjel eller fanget, og hus Lokir blev bandlyst på Aros Akademi, da husets værdier og diskrimination mod ikke-hexfødte havde ført til denne krise.
Spiller du fra hus Lokir, spiller du ikke helten. Du spiller en tidligere skurk, som forsøger at finde plads i samfundet igen trods samfundets had til dig. Vi ser gerne, at der ikke er særligt mange spillere fra dette hus. Og spiller du fra dette hus kan din fortælling ikke handle om hvordan du forsøger at få magten tilbage til Lokir. Du er over 50 år gammel og udstødt. Du er et levn fra en anden tid.
Aros Akademis tidlinje for difinerende rektorer og deres inflydelse:

Jernsaxa Moesgaard var den første rektor på Aros Akademi for Magi. Hun grundlagde hus Fafner som det første hus på skolen. Hun var en magtfuld og vis magiker, men også en gådefuld og hemmelighedsfuld person. Ingen ved med sikkerhed, hvad hun lavede med sin magi, men rygterne siger, at hun havde kendskab til forbudt og glemt magi. Hun brugte sin magi til at lægge dragen Fafner til at sove under Aarhus, hvor den stadig ligger den dag i dag. Hun destruerede også mange af de historiske tekster om skolen for at skjule over magiske hemmeligheder og farlig magi. Hun tog sin viden med sig i graven.
Lurifax Brand var den anden rektor på Aros Akademi for Magi. Han grundlagde hus Lokir som det andet hus på skolen. Han var en ambitiøs og snedig magiker, der havde et talent for at finde løsninger på vanskelige problemer. Han brugte skolen som et middel til at fremme det magiske samfund og dets interesser. Han var også en af de første magikere i byen, og han havde et godt forhold til Jernsaxa, som han stiftede skolen sammen med. Nogle mener dog, at han havde en skjult dagsorden og at han brugte forbudt magi til at skabe frygt og kaos.

Agathe Egå var rektor på Aros Akademi for Magi i vikingetiden. Hun grundlagde hus Hugin som et hus for kloge og snilde magikere. Hun var en indsigtfuld seer, der brugte sin evne til at hjælpe andre. Hun var den første rektor til at åbne skolen for andre væsner end mennesker. Hun ofrede sig selv for at redde Aarhus fra dragen Fafner, der truede med at vågne op fra sin søvn.

Gunrak den Røde var rektor på Aros Akademi for Magi i den tidlige middelalder. Han grundlagde hus Sleipnir som et hus for modige og retfærdige magikere. Han var en dygtig og respekteret stridsmagiker, der blev valgt af samfundet til at styre skolen. Han ændrede mange ting på og bandlyste de fleste af de andre huse for at skabe mere retning. Han fik skolen ind i en ny guldalder, som fødte mange kendte magiske akademikere, som stadig citeres for deres arbejde i dag.

Harald Sølvhøj var rektor på Aros Akademi for Magi i 1960’erne. Han var en indflydelsesrig og karismatisk åndemager, der brugte meget tid på at udforske relationen mellem magikere og spektrale væsner. Han grundlagde hus Ratatosk som et hus for nysgerrige og kreative magikere, som ofte var mundanfødte. Han havde en ven ved navn Saxild Sodborg, som var fra hus Lokir. De to var engang tætte, men Saxild forrådte ham og forsøgte at overtage det magiske samfund med magt i 1970. Harald blev slået ihjel af Saxild i et forsøg på at stoppe ham.
