En besværgelse er alt den magi, som kastes ved en bevægelse med din tryllestav og et magisk ord eller remse. Der er ikke en strømlinet besværgelsesbog, så i sidste ende handler det om at bruge besværgelser, som tydeligt kommunikerer, hvad der foregår, så andre kan spille med. Hvis nogen kommer hen til dig med deres briller og siger, at de er gået i stykker i en duel, kan du f.eks. pege på dem med din tryllestav og sige occulus reparus, hvortil personen med brillerne nu ved, at du i hvert fald har forsøgt at reparere brillerne med magi.
Hertil kommer den anden regel med besværgelser: Modtageren bestemmer altid effekten. Så hvis personen med de ødelagte briller herefter siger, “ærgerligt, jeg tror ikke, at det virkede”, så virkede besværgelsen ikke. Modsat kan de også sige, “Perfekt, nu er det helt som nye, hvis ikke bedre!”, hvortil du så kan regne ud, at besværgelsen har virket.
For at indikere at din besværgelse er kompliceret, stærk eller længerevarende, kan du bruge længere tid, mere komplicerede remser og større fagter med tryllestaven. Besværgelser er beregnet til at være din hverdagsmagi, altså magi som du kan bruger selv. Den bliver derfor aldrig vildt kompleks eller magtfuld. Her vil du skulle over i nogle af de andre magiske felter.
